HVEM HAR TAGET MIN NUTELLA!?! (lørdag d.26/3)

Okay! Det er weekend, og vi er alle sammen i Yankari. Et skønt natur område, med den lækreste varmekilde! Det er lørdag (eller det er mandag idag, men det skete i lørdags), og i skal nu høre en vild historie!:
Hjem fra safari og tilbage i kilden.
Den er bare så lækker!
Den er 37 grader varm, men føles behagelig afkølende fordi vejret er så varmt.
Sissel og jeg går tilbage til vores værelse, fordi alle afrikanerne vil tage billeder med os, også selvom vi siger nej!
Vi svømmer væk. Men de følger efter og omringer os nærmest. Det er en rigtig ubehagelig oplevelse, så vi vælger at stå op.
Da vi sidder og snakker om det på vores værelse, falder snakken også på bavianerne.
(De er over det hele på dette smukke sted og man skal tage sig i agt, og for alt i verden LÅSE døren!)
Der havde været en bavian inde og kigge på naboværelset, fordi de ikke havde haft låst døren (bavianerne er smarte, de kan selv åbne – og de gør det hvis der ikke er låst.)
Vi snakker om det var dumt af dem, sådan at udfordre skæbnen på den måde.
Lige efter det er sagt pusler det ved døren, jeg når lige at spørge hvem det er, da døren går op, og ind kommer en bavian på størrelse med mig!! F***!!! Hvad gør man så!??

Jeg flyver hen over sengen og Sissel står bag døren. Vi tager det helt stille og roligt. Den flår kiksene (som Sissel og jeg sad og dyppede i nutella), til sig fra sengen og begynder og spise. Dens øjne farer rundt i værelset for at lokalisere mere mad. Den er halvt på gulvet, halvt på hjørnet af sengen. Sissel står ved siden af mig, og vi har ikke mulighed for at komme ud, da det betyder at gå forbi den – og den er farlig.
Mine tanker kører rundt og rundt.
Hvordan får vi den ud?
Hvad gør vi hvis den angriber?
Hvordan kommer vi ud?
Går den af sig selv?
Vinduerne har jerntremmer for – vi kan ikke komme ud!?
Sissel er ved siden af mig, hun har et håndklæde i hånden. Spørger om hun vil kaste det?
Nej! Det vil bare ophidse denne kæmpe bavianhan, som allerede er alt for tæt på.
Slangebøssen!!
Det eneste de respekterer! – den er i Sissel taske, som ligger i den anden side af sengen.
Sissel holder øje. Jeg slænger mig hen over sengen, holder øje med bavianen, og får fat i tasken. Åbner!
Hvor er den?!
Begynder at mærke at jeg ryster. Jeg er bange. Sissel er der, tanken trøster mig.
Sissel holder øje, og jeg flår taskens indhold ud. Jeg finder slangebøssen.
Vi siger høje dybe lyde for at få dens opmærksomhed.
Den ser slangebøssen! Jeg truer. Den viser respekt, og bliver bange. Den vender sig for at gå, men beslutter sig alligevel for lige at tage vores nutella med i farten.
Sissel løber hen og lukker døren, vi flækker af grin (chok reaktion).
Jeg ryster over hele kroppen, og vi holder om hinanden.
Da vi kommer ud sidder bavianen med hele snuden nede i vore næsten hel fyldte nutella! Øv!
Vi skyder på den med slangebøssen. (får afreageret lidt på chokket)

Flere timer efter dæmre det virkelig for os:
Der var en bavian på vores værelse!
De er helt vild farlig!
Det kunne virkelig have gået galt!
Vi er begge bange for at sove.
Vi sikre værelse efter bedste evne: Dørene er låst, vinduerne er dobbelt tjekkede, der er skubbet et bord hen foran døren, så vi kan høre, hvis der kommer nogen ind!
Vi har uddelt opgaverne: Sissel tænder lys, jeg finder slangebøsse, hvis der skulle ske noget.
Vi har sten på hver side. Slangebøsse og lommelygte ligger mellem os.
Vi falder i søvn. Jeg drømmer om bavianen, og vågner hele tiden – det eneste gode ved natten: aircondition.

Man ved man er i Afrika, når ens nutella bliver stjålet af en bavian!  

En drøm der går i opfyldelse! (D. 24/3-2011)

Da Rebekka, Sissel og jeg kom hjem i dag, havde vi ikke noget at lave. Vi var hjemme tidligt og det var så lækket!
Jeg var lige ved at sætte vand over til nudler, så vi bare kunne nyde vores fri formiddag J - men så kom Tabita styrtende ind i huset. Hun begyndte at pakke ting sammen, og deklarerede at der var en kvinde, der skulle til at føde over i Mbamba out. (den fattige del af Mbamba der ligger på den anden side af compounden)
Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, men skal nok prøve:
WOW!!! Jeg har været med til en fødsel i en lerhytte!!
Det var min vildeste drøm der gik i opfyldelse der.
Helt seriøst til alle jer derhjemme:
Jeg har været med til at bringe den dejligste lille dreng til verden. (torsdag d.24/3 omkring kl. 13)
Da jeg stod med ham i mine arme bagefter, kunne jeg ikke andet end at trille en lille tåre.
Det bare var så vildt, så overvældvende! Jeg har ikke ord til at beskrive, hvad eller hvor meget.
Jeg så hele processen! Alt, og jeg skal nok lade være med at beskrive i alt for farvestrålende billeder, men dem glemmer jeg heller ikke!.
Men her er et lille indlæg om et af mit livs hidtil største oplevelser! Wow wow wow. . .
Hun lå bare der på det betongulv og fødte. Midt i ingenting.
Det eneste spørgsmål jeg har til dette indlæg er:
Hvordan kan man gennemgå en hel fødsel (og jeg var der fra start til slut) og ikke sige av en eneste gang!?

Alt og ingen ting

HUSET:Vi bor alle 10 volontører, otte piger og to drenge, i det der her på compounden hedder ”Fulanihuset”.
Det er et flot hus, og standarten er "høj". Hver gang vi har været et sted, så sige Sissel og jeg altid til hinanden: "Glæder mig til at komme hjem og få et ordentligt bad, og komme på et ordentligt toilet".
Fulanihuset er med andre ord blevet standarten - og vi bor godt!
Der er tre to mandsværelser og et 4 mandsværelse. Drengene som mandag til torsdag arbejder i Numan på håndværkerskolen, og bor der ved en nigeriansk familie, bor i weekenden i den ene ende af huset. De to sygeplejersker samt Sissel og jeg har de to andre to mandsværelser og de sidste 4 bor på det store værelse.
Det kan være hårdt at bo så mange under et tag - og man finder ud af mange ting omkring sig selv!

BAD OG TOILET:Når vi er i bad, står vi i en spand. Ved siden af os står en stor tynde, som vi med en lille spand tager vand fra. Med den lille spand pøser vi vand over os - dette er et godt bad.
Vandet som er tilovers fra badet er nu i spanden, og er det vand som vi benytter til at skylle ud i toilettet med. Når vi vasker hænder, har vi en lille skål som vi også her fanger spildvandet med, som vi hælder ned i det brugte badevand - intet går til spilde.

Hvordan er det man kommer hjem igen?
Kan man vænne sig til overflod igen?
Ja det kan man - men vil man tillade sig selv det?
Jeg håber jeg tager meget med hernedefra!

TRAFIK:

Trafikken er vandvittig - mere er der ikke at sige!
Alle kigger fremad, det er reglen! der er ingen der kigger til siden eller tilbage når de overhaler. Alle holder øje med det der er foran en - og ikke mere.
Derudover er der ikke kun overhalinger, her er indenomshalinger, gennemhalinger (bare ind imellem to biler, og satse på man kan være der) og en masse retarderet kørsel!
Derudover kører der en million små motorcykler (chapa kalder de dem).
Alt kan transporteres! ALT. Boksmadrasser bøjet sammen på hovedet, hele familier på 2, 3, 4 og 5. på vej til skole ser man altid en far og 4 børn. Det er vanvittigt.
Derudover er der grise, får og selv en død ko! Listen er uendelig: vinduer, 5 meters lange bjælker transporteres på hovedet, benzindunke, og er der ikke nogen med kan man lige pusse sit kværn.  Man keder sig aldrig, men nerverne kan godt blive lidt flossede.
De dytter konstant men dette er en venlig gestus, der fortæller: Nu overhaler jeg.

Man skulle tro der var flere uheld, men hvis man går ud fra alle kører af lort til, og jeg selv kører som en røv, så kan det, tror det eller ej godt lade sig gøre.
Begge veje rundt i rundkørslen, at bakke når man skulle kører ligeud. Man tager den nemme løsning, uden altid først at tænke, men hvorfor skulle man også det?
Hvorfor tænke på lige om lidt, når det jeg er ved sker nu?
Hvorfor tænke på i morgen, hvis jeg ikke overlever natte?
Nigeria er et af de mest korrupte lande. Befolkninger er et af de fattigste. Folk dør hele tiden af sult, sygdomme og fattigdom præger hele vejen igennem, og alligevel så er nigerianer nogle af de lykkeligste mennesker i verden!
Hvordan? Hvordan kan det være?
Men på den anden side, hvis man aldrig tænker på dagen i morgen, hvis man aldrig bekymrer sig om man har mad nok, men hvis man bare er glad for det man har lige nu!
Hvorfor skulle det så ikke være nok?
I Danmark bliver vi indlagt med stress, lider af depressioner og hvorfor?
Mange gange bunder det i alle de planer vi har! Det bunder i alle de overvejelser vi har. I alle de valg vi har. Alle de ting der skal tænkes og bekymres om.
Hernede har de ikke valget. De skal ikke tænke på hvad de skal være, hvordan de skal nå det hele i morgen - fordi de ikke skal noget, de er hvor de er!
De hilser alle sammen på hinanden, hernede føler man sig aldrig glemt og de bekymrer de sig ikke.
En mentalitet der frustrer mig noget så voldsomt, fordi for mig er det at fralægge sig ansvar.
Men er det nu også det? - eller er det en måde at overleve på?
Hvis jeg dør i morgen, nød jeg så virkelig i dag (min "sidste" dag)? eller var jeg virkeligheden et helt andet sted i mine bekymringer og planer!?

METTE OG ALEX:De to skøre præster der bor 100 meter fra os - de er der til at sørge for at vi har det godt.
Og det gør de! Tror de er nogen af de sejeste mennesker jeg nogen sinde har haft fornøjelsen af at møde. Hvis jeg ikke får noget ud af Nigeria, så har jeg mødt to dejlige mennesker jeg aldrig vil glemme.

Undskyldninger er der nok af

Okay, jeg er udmærket godt klar over, at der er gået lang tid siden mit sidste indlæg - undskyld mange gange, til mine mange fans;)

Men der er bare sket så meget:

Kulturchok:
Efter et par uger skete der det for mig, som var blevet beskrevet på kurset som: kulturchok.
Jeg tog  imod alt nye med åbe arme!
Hvis man forestiller sig at man har en rygsæk på ryggen, vil dette give det bedste billede på det:
Denne rygsæk bliver man bare ved og ved og ved, med at fylde alt det nye op i, men så, lige pludselig, er den så tung at man vælter.
Når alt kommer til alt, følte jeg deres kultur som et overgreb:
- Hele tiden, hver dag - nye ting og indtryk
- Hele tiden ville de have mere af mig:
Jeg kommer, og ér hvid, og dermed kommer jeg med svar og løsninger på alle deres problemer?
Gjorde jeg? Gør jeg?
Nej jeg gør da ej!
Jeg er et mennesk lige som dem, og ikke en hvid gud.
Men hvodan kommer man op og stå igen?
Hvordan får man et pusterum fra Nigeria, når det er overalt omkring en?
Brugte en uge på at finde ud af:
Hvordan skal jeg finde ny energi? og hvordan lader jeg op igen?
Derudover funderede jeg en masse over:
Hvis de gerne vil frem, hvorfor starter de så ikke?
Hvorfor venter de bare på at vi kommer og ligger hele ansvaret over i vores arme?

Inte internet:
Der sket det uheldige at internettet forsvandt i ca. tre uger. Det er en meget normal ting, eller med andre ord: endnu en ting man er tvunget til at vænne sig til.
Der er ingenting hernede der tilnærmelsesvis bare minder om det der hjemme. Alting er nyt, og alting skal man vænne sig til! - også den ikke - altid - eksisterende – adgang – til - internettet!

Jeg har været syg:
Det er aldrig sjovt at være syg, hvis man ikke kan se sin moaar.
Men ligger man i Afrika og det løber ud af begge ender er det stadiet over.
Det var ikke en sjov oplevelse, kan kun ære lykkelig for at jeg rejser sammen med Sissel, for ikke at forglemme vores sygeplejersker!
Jeg blev kørt til lægen - men han var der ikke lige (DEA - Dhis Es Africa)
Vi kørte igen og kom igen senere. Her fik udskrevet malariapiller.
Det skal lige siges jeg ikke havde malaria (og tog ikke pillerne) men jeg havde nogle symptomer, og derfor skulle jeg have pillerne.
De er meget rundhåndet med medicin hernede!

Da internet kom tilbage:
Internettet kom igen - men men men . . . jeg skulle lige ovenpå igen!
Er rask igen, men kom ikke lige herover - der er travlt hernede.
Man er presset på en hel anden måde - og varmen er ved at tiltage!

Hvorfor går man ikke op og skriver blok?
Hvorfor er jeg tvunget til at opleve at de slår børn?
Hvorfor drømmer jeg er omringet og de alle råber efter mig?
Nogen gange tror jeg vi skal være klar til at dele?
Nigeria er ikke nemt at fordøje - så hvorfor har jeg ikke skrevet før nu?

Jeg har været syg, jeg har ikke haft tid, der har ikke været internet og jeg er lidt doven. Måske skulle jeg have tid til at fordøje?
Undskyldninger er der nok af - du vælger bare den bedste.

Kirken d. 6/2- 11

Vi var i kirke! Der er ingen ord der kan beskrive denne gudstjeneste godt nok. Kan starte med t sig at vores danske kirker og gudstjeneste ser virkelig sølle ud i forhold til. Jeg glæder mig allerede til det bliver søndag igen!

Where to begin?
Først er der jo alle de farvestrålende kjoler og kjortler, de pragtfulde ”hatte”, som kvinderne for deres tørklæder til at lige.
Vi sad alle bagerst i kirken og fik derfor et rigtig et rigtig godt overblik over det hele.  Det var storslået! De sang, spillede på trommer, dansede og var så i live i alt der foregik.
Der var ingen der sad og døsede og ventede på det hele skulle komme til en slutning.
Nej nej, de sang, dansede og bad med hele deres sjæl – det var en meget rørende oplevelse.
Blev ved med at tænke på det var så synd for jer derhjemme, at i ikke får lov til at opleve det samme!

Dyrene 5/2 -11

Det bliver lettere at sove om aftenen og jeg sover faktisk godtJ - vi har rigtig gode senge.
Glemte helt at fortælle om alle de dejlige dyr de har hernede.
Firbenene er en sikker vinder!
De er super meget ikke velkomne alt for tæt på mig!!
I går da vi var ude i landsbyen, lånte jeg et toilet (et blikskur med et hul i jorden).
Da jeg åbnede døren løb alle de der firben i alle retninger.
Afrikanerne tæt på grinte af mig (syntes det var sjov jeg skreg).
Da de derefter hørte hvorfor, var de ved a gå til af grin, som havde det bare været en lille edderkop.

Ankomsten til Mbamba 3/2 -11

Det var varmt at sove!
Men hvis man virkelig tvinger sig selv til at slappe helt af, kan man godt falde i søvn. Da vi havde ligget en halv time til en time, og synes vi havde det varmt på trods af blæseren i loftet, gik strømmen! Det sker hele tiden, og hvis jeg troede jeg havde det varmt inden, så fik jeg det. - men jeg faldt i søvn.
Vi lavede i fællesskab havregrød her til morgen, lettere uenige om, hvorvidt om der skulle salt i eller ej, da det ikke er alles mødre, der gjorde det derhjemme hehe (vi har hørt lidt efter fornemmer man ind i mellem).

Så kom rundturen på Mbamba.

Der sand over det hele, man kan smage og lugte den over alt i luften. Det var ikke ulidelig varmt da vi begyndte at gå rundt i morges, men det blev hurtigt varmere hehe. 

Så begyndte børnene at se vi gik rundt!
Vi fandt os selv meget hurtigt i en lille flok børn der meget gerne ville tages billeder af os, og bare charmede alle vores danske hjerter. Måske jeg tager en med hjem.
Der er så meget hernede jeg gerne vil dele med jer alle sammen.
Det man ser på billederne er virkeligt hernede.
Der er bare så mange følelser og tanker der spiller ind, og det får man ikke forklare.
Jeg kan ikke fortælle hvordan det er at være i Afrika, fordi jeg skal lige selv finde ud af det.
Men jeg ved det er FEDT !! Jeg er i fuld gang med at opleve det hele...