Velkommen - læs, kig og lad dig inspirere

Du er hermed velkommen til at kigge rundt i min blog, og lade dig inspirere af mine oplevelser og ting jeg oplever. Det kunne være lysten kom til selv at opleve?



mandag den 28. marts 2011

Alt og ingen ting

HUSET:Vi bor alle 10 volontører, otte piger og to drenge, i det der her på compounden hedder ”Fulanihuset”.
Det er et flot hus, og standarten er "høj". Hver gang vi har været et sted, så sige Sissel og jeg altid til hinanden: "Glæder mig til at komme hjem og få et ordentligt bad, og komme på et ordentligt toilet".
Fulanihuset er med andre ord blevet standarten - og vi bor godt!
Der er tre to mandsværelser og et 4 mandsværelse. Drengene som mandag til torsdag arbejder i Numan på håndværkerskolen, og bor der ved en nigeriansk familie, bor i weekenden i den ene ende af huset. De to sygeplejersker samt Sissel og jeg har de to andre to mandsværelser og de sidste 4 bor på det store værelse.
Det kan være hårdt at bo så mange under et tag - og man finder ud af mange ting omkring sig selv!

BAD OG TOILET:Når vi er i bad, står vi i en spand. Ved siden af os står en stor tynde, som vi med en lille spand tager vand fra. Med den lille spand pøser vi vand over os - dette er et godt bad.
Vandet som er tilovers fra badet er nu i spanden, og er det vand som vi benytter til at skylle ud i toilettet med. Når vi vasker hænder, har vi en lille skål som vi også her fanger spildvandet med, som vi hælder ned i det brugte badevand - intet går til spilde.
Hvordan er det man kommer hjem igen?
Kan man vænne sig til overflod igen?
Ja det kan man - men vil man tillade sig selv det?
Jeg håber jeg tager meget med hernedefra!

TRAFIK:
Trafikken er vandvittig - mere er der ikke at sige!
Alle kigger fremad, det er reglen! der er ingen der kigger til siden eller tilbage når de overhaler. Alle holder øje med det der er foran en - og ikke mere.
Derudover er der ikke kun overhalinger, her er indenomshalinger, gennemhalinger (bare ind imellem to biler, og satse på man kan være der) og en masse retarderet kørsel!
Derudover kører der en million små motorcykler (chapa kalder de dem).
Alt kan transporteres! ALT. Boksmadrasser bøjet sammen på hovedet, hele familier på 2, 3, 4 og 5. på vej til skole ser man altid en far og 4 børn. Det er vanvittigt.
Derudover er der grise, får og selv en død ko! Listen er uendelig: vinduer, 5 meters lange bjælker transporteres på hovedet, benzindunke, og er der ikke nogen med kan man lige pusse sit kværn.  Man keder sig aldrig, men nerverne kan godt blive lidt flossede.
De dytter konstant men dette er en venlig gestus, der fortæller: Nu overhaler jeg.
Man skulle tro der var flere uheld, men hvis man går ud fra alle kører af lort til, og jeg selv kører som en røv, så kan det, tror det eller ej godt lade sig gøre.
Begge veje rundt i rundkørslen, at bakke når man skulle kører ligeud. Man tager den nemme løsning, uden altid først at tænke, men hvorfor skulle man også det?
Hvorfor tænke på lige om lidt, når det jeg er ved sker nu?
Hvorfor tænke på i morgen, hvis jeg ikke overlever natte?
Nigeria er et af de mest korrupte lande. Befolkninger er et af de fattigste. Folk dør hele tiden af sult, sygdomme og fattigdom præger hele vejen igennem, og alligevel så er nigerianer nogle af de lykkeligste mennesker i verden!
Hvordan? Hvordan kan det være?
Men på den anden side, hvis man aldrig tænker på dagen i morgen, hvis man aldrig bekymrer sig om man har mad nok, men hvis man bare er glad for det man har lige nu!
Hvorfor skulle det så ikke være nok?
I Danmark bliver vi indlagt med stress, lider af depressioner og hvorfor?
Mange gange bunder det i alle de planer vi har! Det bunder i alle de overvejelser vi har. I alle de valg vi har. Alle de ting der skal tænkes og bekymres om.
Hernede har de ikke valget. De skal ikke tænke på hvad de skal være, hvordan de skal nå det hele i morgen - fordi de ikke skal noget, de er hvor de er!
De hilser alle sammen på hinanden, hernede føler man sig aldrig glemt og de bekymrer de sig ikke.
En mentalitet der frustrer mig noget så voldsomt, fordi for mig er det at fralægge sig ansvar.
Men er det nu også det? - eller er det en måde at overleve på?
Hvis jeg dør i morgen, nød jeg så virkelig i dag (min "sidste" dag)? eller var jeg virkeligheden et helt andet sted i mine bekymringer og planer!?

METTE OG ALEX:De to skøre præster der bor 100 meter fra os - de er der til at sørge for at vi har det godt.
Og det gør de! Tror de er nogen af de sejeste mennesker jeg nogen sinde har haft fornøjelsen af at møde. Hvis jeg ikke får noget ud af Nigeria, så har jeg mødt to dejlige mennesker jeg aldrig vil glemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar